Mit navn er Martin Johnsen. Jeg er 32 år og bor med min kæreste Maria i Hobro. Badminton er min helt store passion. Jeg startede selv som ungdomsspiller i Hobro Badminton Klub som 15 årig og har spillet her lige siden. Jeg har indtil denne sæson været aktiv spiller på vores senior hold som spiller i kredsserien. I år har jeg valgt at indstille spillet og i stedet fokusere på holdet i form af trænertjansen.
Jeg kan i år fejre 10 års jubilæum som ungdomstræner i Hobro Badminton Klub. Min tilgang som træner er, at der til badminton i Hobro Badminton Klub skal være plads til alle, uanset erfaring og niveau.
Træning skal være sjovt, og så er det mit fornemste job at spotte de spillere, som enten vil eller har talentet til noget mere. Vi er som klub, i min tid som træner, gået fra at være en lille forening til i dag at være en af Nordjyllands største foreninger med fokus på breddeidræt samt talenttræning.